Wednesday 18 August 2010

an exebition met with the racisme foodchain (in danish)



Racismens fødekæde

Nogen tid senere. Hjemme i København. Jeg er i færd med at få mine billeder, en fotodokumentar fra Marokko, udstillet og opsøger en klassisk vinstue, 90`eren på Gl. Kongevej, som er kendt for deres ‘Slow Beer‘, øl skænket over lang tid. Tid til eftertanke. Jeg mindes indtryk fra min rejse i et land, hvor det meste forløb langsomt. Lige et sted for mine billeder.

Jeg mødes med Søren, medejer og ansvarlig for udstillingerne, som løbende afholdes på stedet. En gæst kikker med. Begejstring. Værten og gæsten finder flere fotos, som de synes godt om. En udstilling i december kommer på tale. Endnu har vi ikke kikket alle billederne igennem. Vi drøfter forskellige praktiske forhold: Hvilke billeder skal udstilles, skal der passe par tout om, passer nogen sammen i serier? Osv.
Overvejelser som er helt naturlige, når man laver udstillinger.

Pludselig udbryder værten: »Dét her går ikke — det vil mine kunder ikke kunne lide«. Foran sig holder han et billede af Abdel Kader, der griner med en cigaret i munden og guitaren på skødet. Jeg ser undrende på ham. Han ler nervøst og kikker forlegent til siden. Jeg er målløs. Han forklarer sig, men jeg glemmer at lytte. Mine tanker vender i stedet tilbage til en situation, samme sted en måned før:

Jeg havde lige hentet en serie af billederne hos fotolaboratoriet og var på vej hen til en anden café. En ophængning. Jeg lagde vejen forbi 90`eren for, at spørge om de var interesserede i billederne? Viste dem til bartenderen. Og en gæst, som sad tæt ved baren, kommenterede på dem. Hun sagde de ville være »problematiske« og begrundede det med de »muslimske mænd« og hvordan de fleste af dem »voldtager deres døtre«. Jeg svarede »det bliver vi aldrig enige om«. Siden glemte jeg den snak.

Men nu står den helt klart for mig. Værten fortsætter:
» - Hvis de portrætter skal udstilles her, så skal det være ude i baglokalet«. Billederne med neutralt indhold, et foto af småbåde i en havn, bygninger og lignende vil ikke »genere« nogen. De kan godt hænges op i forlokalet.

Jeg står i et dilemma: Vil udstille mine billeder. Men er et billede uegnet til et forlokale, fordi det er et portræt af en marokkaner? Jeg finder ikke svaret. Pakker i stedet mine ting. Værten gentager: »Du er velkommen til at udstille!« og runder af med: »Du skylder ikke noget for i aften«.